Indlæser Begivenheder

Sommerkoncert med trioen “Ophav”

26 juni 2022

“Ophav” udgøres af flg. tre musikere: Helene Blum, sang og violin, Harald Haugaard, violin, Christoffer Møller, klaver.

Ved koncerten præsenterer de tre musikere et repertoire bestående af årstidssange, traditionelle og nye instrumental-stykker, udvalg af Carl Nielsens udødelige sange, Jeppe Aakjærs tekster og nyskrevet materiale fra alle tre musikere.

Sangeren Helene Blum & violinisten Harald Haugaard har igennem de seneste år etableret sig som nogle af de fineste fortolkere og fornyere af den danske musiktradition. Deres eget materiale blandes nænsomt med originale fortolkninger af gamle sange og instrumentalstykker. Deres integritet er enestående og deres store virtuositet og nærvær er med til at gøre deres koncerter uforglemmelige.

Deres medrivende musik har de seneste år bragt dem vidt omkring i verden og med mere end 500 koncerter i udlandet de seneste år, er de er pt nogle af landets mest efterspurgte kunstnere på den internationale musikscene.

Helene Blum har bjergtaget mange tilhørere over hele verden med sin klare stemme og rene inderlige udtryk. Hendes kunstneriske ståsted er både det nyskabende og det rodfæstede. Som sanger tager hun udgangspunkt i århundrede gamle sange, som hun genopfinder i nutidige fortolkninger og blander elegant med nye sange, ofte hendes egne. Hun er dybt forankret i det danske musikalske modersmål, men er samtidig ikke bange for at udfordre det. Det britiske dagblad The Telegraph anmeldte hendes album “Men med åbne øjne” med fire ud af fem stjerner og ordene: “The album is an unexpected treat”.

Gennem de seneste 20 år har Harald Haugaard etableret sig selv som en af Danmarks fineste violinister. I sit virtuose spil forener han det legende lette med det halsbrækkende udfordrende i en karakteristisk dyb og melankolsk tone. Hans kompositioner er originale og i sit samlede kunstneriske udtryk trækker han bestandigt på dybe rødder i den rige danske musiktradition, som han behandler innovativt og vedkommende som ingen anden. Det ansete amerikanske musikmagasin Sing Out beskriver hans spil således: “Haugaard is the master of sublime moments”

Med sig i trioen ”Ophav” har de to musikere den enestående pianist og komponist Christoffer Møller, som bevæger sig adræt mellem alle musikgenrer med enorm lydhørhed, impulsivitet og original kunstnerisk integritet. Møller har arbejdet sammen med en lang række kunstnere indenfor jazz og rockmusikken og har fået opført sin musik af bl.a. Danmarks Radios Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester.

Share This Event

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Detaljer

Dato:
26. juni 2022
Tidspunkt:
16:00

Sted

Sct. Jørgens Kirke
Brydegårdsvej 17
Svendborg, 5700 Danmark